39. Og han bød dem, at lade dem alle sætte sig ned i adskillige Hobe paa det grønne Græs.
40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme hundrede og i somme halvtredsindstyve.
41. Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle.
42. Og de aade alle og bleve mætte.
43. Og de opsamlede tolv Kurve, fulde af Stykker og af Fiskene.
44. Og de, som aade Brødene, vare ved fem tusinde Mænd.
45. Og strax nødte han sine Disciple til at gaae i Skibet og iforveien sætte over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare.
46. Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa et Bjerg at bede.
47. Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet.
48. Og han sae, at de lede Nød, idet de roede, (thi veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaae dem forbi.
49. Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.
50. (Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke!
51. Og han raadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv og forundrede sig.
52. Thi de havde ikke faaet Forstand fordi deres Hjerte var forhærdet.
53. Og der de vare satte over, kom de til det Land Genezareth og lagde til Land.
54. Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax.