26. Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden,
27. og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.
28. Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet.
29. Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.
30. Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det?
31. Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden;
32. og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge.
33. Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte.
34. Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.
35. Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side.
36. Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.
37. Og der kom en stærk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
38. Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
39. Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vær stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille.