23. Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
24. Da traadte de til ham og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25. Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige.
26. Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvært overfor Galilæa.
27. Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene.
28. Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.
29. Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene og var dreven af Djævelen i Ørkenerne.
30. Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.
31. Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden.
32. Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det.
33. Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede.
34. Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet.
35. Da gik de ud at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djævelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sands; og de forfærdedes.