1. Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem.
2. Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven.
3. Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme.
4. Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder.
5. Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?
6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde:
7. det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag.
8. Og de kom hans Ord i hu.
9. Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre.
10. Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting.
11. Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke.
12. Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var.
13. Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus.
14. Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete.
15. Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem.
16. Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham.
17. Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud.
18. Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage?
19. Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket;
20. og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete.
22. Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os;
23. thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever.
24. Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.
25. Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt.
26. Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed?
27. Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.
28. Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere.
29. Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.
30. Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem.
31. Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.
32. Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne?
33. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34. Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon.
35. Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet.
36. Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder!
37. Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand.
38. Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter?
39. Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har.
40. Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne.
41. Men der de for Glæde endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde?
42. Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage.
43. Og han tog det og aad det for deres Øine.
44. Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.
45. Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.
46. Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;
47. Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.
48. Men I ere Vidner til disse Ting.
49. Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie.
50. Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
51. Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen.
52. Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53. Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen