21. Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar.
22. Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.
23. Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.
24. Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.
25. Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.
26. Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.
27. Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;
28. thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.
29. Abraham sagde til ham: de have Moses og Propheterne, lad dem høre dem.