24. Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og sæger Hvile; og Naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af.
25. Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.
26. Da gaaer han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første.
27. Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede.
28. Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.
29. Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: denne Slægt er ond, den begjerer et Tegn, og den skal intet Tegn gives, uden Jonas' Prophetens Tegn.
30. Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.
31. Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod Mændene af denne Slægt og skal fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser, at høre Salomons Viisdom; og see, her er mere end Salomon.
32. De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Prædiken; og see, her er mere end Jonas.
33. Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ei heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, kunne see dets Skin.
34. Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt.
35. See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
36. Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørkt, bliver det hele lyst, son naar Lyset med sin Glans bestraaler dig.
37. Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; og han gik ind og satte sig tilbords.
38. Men Pharisæeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid.
39. Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.
40. I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes?
41. Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene.
42. Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre.