5. Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?
6. Men dette sagde de, for at forsøge ham, at de kunde have Noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden.
7. Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende.
8. Og han bukkede sig atter ned og skrev paa Jorden.
9. Men der de hørte det og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, En efter den Anden, fra de ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene og Kvinden staaende i Midten.
10. Men da Jesus reiste sig op og saae Ingen uden Kvinden, sagde han til hende: Kvinde! hvor ere hine dine Anklagere? fordømte Ingen dig?
11. Men hun sagde: Herre! Ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ikke heller; gak bort, og synd ikke mere.
12. Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.
13. Da sagde Pharisæerne til ham: du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.
14. Jesus svarede og sagde til dem: om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed hvorfra jeg Kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen.
15. I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.
16. Men dersom jeg dømmer, er min Dom sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig.
17. Men der er og skrevet i Eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.
18. Jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som udsendte mig, vidner om mig.
19. Derfor sagde de til ham: hvor er din Fader? Jesus svarede: hverken kjende I mig, ei heller min Fader; dersom I kjendte mig, kjendte I og min Fader.
20. Disse Ord talede Jesus ved Templets Kiste, der han lærte i Templet; dog greb Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu kommen.