44. Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae.
45. Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort.
46. Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort.
47. Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.
48. Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.
49. Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem:
50. I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves.
51. Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.
52. Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob.
53. Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham.
54. Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple.
55. Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.
56. Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden?
57. Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.