8. en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie.
9. Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
10. men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs.
11. Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.
12. Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.
13. Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
14. Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed;