5. Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.
6. Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret.
7. Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren;
8. en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie.
9. Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
10. men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs.
11. Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.
12. Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.
13. Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
14. Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed;
15. derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
16. Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
17. Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.
18. Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
19. Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
20. thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21. Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige.
22. Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv.