8. hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa længe det første Tabernakel endnu havde sit Stade;
9. hvilket var et Forbillede indtil den nærværende Tid, i hvilken endnu baade Gaver og Offre frembæres,
10. som ikke formaae fuldkommeligen efter Samvittigheden at hellige den, som forretterTjenesten, men alene med Hensyn til Mad og Drikke og de adskillige Aftvættelser og kjødelige Anordninger, som vare paalagte indtil Rettelsens Tid.
11. Men da Christus kom, en Ypperstepræst for det tilkommende Gode, saa gik han igjennem et større og fulkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
12. hverken ved Blod af Bukke eller Kalve, men ved sit eget Blod, eengang i Helligdommen, og fandt en evig Forløsning.
13. Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed:
14. hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.
15. Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse.
16. Thi hvor et Testament er, der er det fornødent, at hans Død, som har gjort Testamentet, skal finde Sted.
17. Thi et Testament bliver først gyldigt ved Døden, efterdi det endnu ikke har Kraft, medens han lever, som gjorde det.
18. Derfor blev det første ikke heller indviet uden Blod.
19. Thi der er alle Budene efter Loven af Moses vare forkyndte for alt Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og Skarlagenuld og Isop og bestænkede Bogen selv og alt Folket, sigende:
20. dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har villet slutte med Eder.