6. da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.
7. Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud;
8. men den, som bærer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er nær; Enden med den er at brændes.
9. Dog, i Henseende til Eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi saaledes tale.
10. Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.
11. Men vi ønske, at enhver af Eder maa vise den samme Nidkjærhed, til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
12. saa I ikke blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
13. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14. sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig.
15. Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen.
16. Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse.
17. Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18. paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,
19. hvilken vi have som Sjælens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget,