1. Lader os derfor, da Forjættelsen at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af Eder skulle synes at blive tilbage.
2. Thi ogsaa os er Forjættelsen forkyndet, ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenede sig med Troen i dem, som hørte det.
3. Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han har sagt: saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efter at Gjerningerne ved VerdensSkabelse vare fuldendte.
4. Thi saaledes har han et Sted sagt om den syvende Dag: og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5. Og paa dette Sted atter: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
6. Efterdi altsaa det er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndet, ikke kom ind formedelst Vantro:
7. saa bestemmer han atter en Dag: i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tid, (som forhen sagt): i Dag naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hjerter.
8. Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde han ikke derefter talet om en anden Dag.