kapitler

  1. 1
  2. 2
  3. 3
  4. 4
  5. 5
  6. 6
  7. 7
  8. 8
  9. 9
  10. 10
  11. 11
  12. 12
  13. 13

Gamle Testamente

Nye Testamente

Hebræerne 3 Danske Bibel 1871 (DA1871)

1. Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,

2. der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus.

3. Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det.

4. Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.

5. Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges,

6. men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.

7. Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,

8. da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken,

9. hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar.

10. Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.

11. Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile.

12. Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.

13. Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

14. Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden.

15. Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen:

16. hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?

17. Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken?

18. Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe?

19. Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.