1. Derfor bør det os des mere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.
2. Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn:
3. hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham,
4. idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.
5. Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
6. Men En har vidnet etsteds, sigende: hvad er Mennesket, efterdi du kommer ham ihu? eller Menneskets Søn, efterdi du agter paa ham?
7. Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
8. alle Ting lagde du under hans Fødder. - Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte.
9. Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesus, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
10. Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting ere og ved hvem alle ting ere, ham, som vildeføre de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Stifter.
11. Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
12. sigende: jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, jeg vil lovsynge dig midt i Menigheden.
13. Og atter: jeg vil forlade mig paa ham. Og atter: see, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig.
14. Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,
15. og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.
16. Thi ingenlunde antager han sig Englene, men Abrahams Sæd antager han sig.
17. Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud til at forsone Folkets Synder.
18. Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp som fristes.