7. Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
8. Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.
9. Du elskede Retfærdighed og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
10. Og: du, Herre, grundfæstede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
11. De skulle forgaae, men du bliver ved; de skulle tilhobe ældes som et Klædebon,
12. ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
13. Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
14. Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?