22. Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
23. Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde.
24. Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.
25. Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
26. Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27. Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28. bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29. Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
30. Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge.
31. Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
32. Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.
33. Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
34. Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud,
35. og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem.
36. Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet.