21. Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.
22. Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel.
23. Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræsterog de Ældste havde sagde til dem.
24. Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
25. som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad?
26. Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus.
27. Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,
28. at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.
29. Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed,
30. idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.
31. Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
32. Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles.