1. Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
2. hvilke forstøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde.
3. Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften.
4. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem tusinde.
5. Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
6. saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt.
7. Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette?
8. Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øvester og Israels Ældste!
9. Efterdi vi i Dag forhøres angaaende den Velgjerning mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han har erholdt Frelse,
10. da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine.
11. Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.
12. Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.
13. Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus.
14. Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15. Men de bøde dem træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde:
16. hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte.