1. Og der de vare frelste, fik de at vide at den Ø hedte Melite.
2. Men Barbarerne beviste og ikke liden Menneskekjærlighed; thi de antændte en Ild og modtoge os alle formedelst den overfaldne Regn og for Kulden.
3. Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde dem paa Ilden, krøb en Øgle ud formedelst varmen og snoede sig om hans Haand.
4. Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.
5. Men han rystede Dyret af i Ilden og der sketet ham intet Ondt.
6. Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet længe og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde at han var en Gud.
7. Men i den samme Egn havde den fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegodt. Han annammede os og laante os venligen Herberge i tre Dage.