1. Og der de vare frelste, fik de at vide at den Ø hedte Melite.
2. Men Barbarerne beviste og ikke liden Menneskekjærlighed; thi de antændte en Ild og modtoge os alle formedelst den overfaldne Regn og for Kulden.
3. Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde dem paa Ilden, krøb en Øgle ud formedelst varmen og snoede sig om hans Haand.
4. Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.
5. Men han rystede Dyret af i Ilden og der sketet ham intet Ondt.
6. Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet længe og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde at han var en Gud.
7. Men i den samme Egn havde den fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegodt. Han annammede os og laante os venligen Herberge i tre Dage.
8. Men det traf sig, at Publius' Fader laae syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham.
9. Der dette var skeet, kom de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.
10. Disse beviste os ogsaa megen ære, og der vi droge bort, lagde de i Skibet, hvad vi havde behov.
11. Men efter tre Maaneders Forløb fore vi bort i et alexandrings Skib, som havde holdt Vinterleie ved Øen, og førte Tvillingernes Mærke.
12. Og vi løb ind i Syracusen, hvor vi bleve i tre Dage.
13. Derfra selede vi omkring og kom til Rhegium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom anden Dagen til Puteoli.
14. Der fandt vi Brødre og bleve ombedte af dem at blive der syv Dage. Og saa droge vi til Rom.