32. Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
33. Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at i have biet uden at spise og Intet taget til Eder.
34. Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder.
35. Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde.
36. Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.
37. Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.
38. Og der de vare blevne mætte af mad, lettede de Skibet og kastede Levenetsmidlerne i Søen.
39. Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet.
40. Og de kappede Ankerne, som de lode blive i Søen, og løsnede tillige Roertougene, og idet et satte Raaseilet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.