27. Men der den fjortende nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land.
28. Og da de loddede, have de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og have femten Favne.
29. Og de frygtede, at de skulde støde paa Skær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
30. Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses.
32. Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
33. Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at i have biet uden at spise og Intet taget til Eder.
34. Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder.
35. Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde.
36. Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.
37. Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.
38. Og der de vare blevne mætte af mad, lettede de Skibet og kastede Levenetsmidlerne i Søen.