17. Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes.
18. Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde.
19. Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør,
20. Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget.
21. Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
22. Men nu formaner jeg Eder, at i fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet.
23. Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:
24. frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.
25. Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt.