11. Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde.
12. Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvinde i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.
13. Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta.
14. Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte nordost-Kuling.
15. Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve.
16. men vi løb under en liden Ø, som klades Claude, og kunde næppe faae Magt over Baaden.
17. Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes.
18. Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde.
19. Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør,
20. Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget.
21. Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
22. Men nu formaner jeg Eder, at i fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet.
23. Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:
24. frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.
25. Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt.
26. Men vi maae strande paa en Ø.
27. Men der den fjortende nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land.
28. Og da de loddede, have de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og have femten Favne.
29. Og de frygtede, at de skulde støde paa Skær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
30. Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses.