21. For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
22. Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses:
23. at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.
24. Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.
25. Men han sagde: jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.
26. Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodeligen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
27. Troer du, Kong Agrippa, Propheterne? Jeg veed, at du troer dem.
28. Men Agrippa sagde til Paulus: der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.
29. Men Paulus sagde: jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disseLænker.
30. Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde hos dem.
31. Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
32. Men Agrippa sagde til Festus; denne Mand skunde være løsladt, dersom han ikke havde indskudt sig for Keiseren.