19. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;
20. men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.
21. For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
22. Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses:
23. at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.
24. Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.
25. Men han sagde: jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.
26. Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodeligen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
27. Troer du, Kong Agrippa, Propheterne? Jeg veed, at du troer dem.
28. Men Agrippa sagde til Paulus: der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.