1. Men Agrippa sagde til Paulus: det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes:
2. Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig,
3. allermeest fordi du har Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal; derfor beder jeg dig, at du taalmodigen vil høre mig.
4. Mit Levnet fra Ungdommen af, hvorledes det har været fra Begyndelsen iblandt mig Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne.
5. thi de have kjendt mig tilforn, fra det første af, (om de ellers ville vidne), at jeg har levet somPharisæer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.
6. Og nu staaer jeg her at dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,
7. hvilken vore tolv Stammer haabe at opnaae, idet de tjene Gud uafladeligen Nat og Dag; og for dette Haabs Skyld, Kong Agrippa! anklages jeg af Jøderne.
8. Hvad? holdes det for utroligt hos Eder, at Gud opvækker døde?
9. Jeg selv har vel ogsaa formeent, at det burde mig at gjøre Meget imod Jesu den Nazaræers Navn,
10. hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve tagne af Dage, gav jeg min Stemme dertil.
11. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottligen, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Stæder.
12. I hvilken Øiemed jeg og drog til Damascus, med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster,
13. de jeg midt om Dagen faae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.