2. Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham, imod Paulus og holdt an hos ham,
3. og bade om den Gunst imod ham, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
4. Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.
5. Hvilke nu iblandt Eder, sagde han, der have Kyndighed, dem lader drage ned med; er der da noget imod denne Mand, da anklage de ham.
6. Men der han have opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea. Anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
7. Men der han kom frem, raadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise;
8. efterdi han forsvarede sig, sigende: jeg har hverken syndet imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
9. Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: vil du drage op til Jerusalem for der at dømmes af mig i denne Sag?
10. Men Paulus sagde: jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som du og veed heel vel.
11. Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.
12. Da talede Festus med Raadet og svarede: du har indskudt dig for Keiseren; du skal reise til Keiseren.
13. Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea, at hilse Festus.
14. Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Paulus' Sag, sigende: her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
15. imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, der jeg var i Jerusalem, og begjerede Straf over ham.
16. Dem svarede jeg, at det ikke er de Romeres Skik, af Gundst at opoffre noget Menneske til Undergang, førend den Anklagede har Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
17. Der de Altsaa kom sammen her, tøvede jg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen, og bød Manden at fremføres.
18. Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;