6. Men der Paulus vidste, at den ene Deel var Saducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! Jeg er en Pharisæer, Pharisæers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse.
7. Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
8. Thi Sadducæerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne antage begge Dele.
9. Men der blev en stærk Raaben; og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede hardt og sagde: vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel har talet til ham, da lader os ikke stride mod Gud.
10. Men da Striden blev heftig, frygtede Øæversten, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel krigsfolket at gaa ned at rive dem ud fra dem og føre ham i Fæstningen.
11. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: vær frimodig, Paulus! thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør dig og at vidne i Rom.
12. Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen og lovede hverandre under Forbandelser, at de vilde hverken æde eller drikke, førend de havde slaget Paulus ihjel.
13. Men der var flere end fyrretyve, som havde gjort denne Sammensværgelse.
14. Disse gik til de ypperstepræster og de Ældste og sagde: vi have under Forbandelser svoret, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.
15. Saa giver nu I tilligemed Raadet Øversten tilkjende, at han i Morgen fører ham ned til Eder, som om I vilde nøiere forfare om ham; men vi ere rede til at ombringe ham, førend han kommer for Eder.
16. Men Paulus' Søstersøn, som havde hørt dette Anslag, kom og gik ind i Fæstningen og forkyndte Paulus det.
17. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han har Noget at forkynde ham.