2. Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.
3. Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede Væg! du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvert imod Loven befaler du, at jeg skal slaaes.
4. Mende, som stode hos, sagde: skjælder du Guds Ypperstepræst?
5. Og Paulus sagde: Brødre! jeg vidste ikke, at det var den Ypperstepræst; thi der er skrevet: dit Folks Øverste skal du ikke udskjælde.
6. Men der Paulus vidste, at den ene Deel var Saducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! Jeg er en Pharisæer, Pharisæers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse.
7. Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
8. Thi Sadducæerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne antage begge Dele.
9. Men der blev en stærk Raaben; og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede hardt og sagde: vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel har talet til ham, da lader os ikke stride mod Gud.
10. Men da Striden blev heftig, frygtede Øæversten, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel krigsfolket at gaa ned at rive dem ud fra dem og føre ham i Fæstningen.