16. Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn.
17. Og det skete mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg faldt i Henrykkelse,
18. og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19. Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg fænglede og hudslettede i Synagogerne dem, som troede paa dig.
20. og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21. Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne.
22. Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23. Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften,
24. da befoel Øversten han at føres i Fæstningen og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham.
25. Men der han lod ham spænde med Liner, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: er det Eder tilladt at udstryge en romersk Mand, og det uforhørt?
26. Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: see, til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer.
27. Men Øversten kom frem og sagde til ham: siig mig, at du er en Romer? Men han sagde: ja.
28. Og Øversten svarede: jeg har kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: jeg er endog født dertil.
29. Da lode de, som skulde forhørt ham, strax af fra ham. Men Øversten, der han fik at vide, at han var en Romer frygtede endog, fordi han havde bundet ham.
30. Men anden Dagen, der han vilde erfare med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen, og han førte Paulus frem og stillede ham for dem.