24. Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
25. Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
26. Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab;
27. thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse,
28. du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn.
29. I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
30. Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne:
31. da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
32. Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.
33. Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.
34. Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand,
35. indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
36. Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.