29. Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig marcedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.
30. Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke.
31. Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen.
32. Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de var komne sammen.
33. Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
34. Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana!
35. Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd I Ehpesus! hvilket Mennesket er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede?
36. Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende.
37. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde.
38. Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten.
39. Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling;
40. thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae.