20. Og siden i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav ham dem Dommere, indtil Propheten Samuel.
21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis' Søn, en Mand af Manjamins Stamme, i fyrretyve Aar.
22. Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.
23. Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,
24. efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk.
25. Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at være? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er værdig at løse.
26. I Mænd, Brødre, Børn af Abrahams Slægt, og de iblandt Eder, som frygte Gud! Eder er denne Frelses Ord sendt.
27. Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat.
28. Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.
29. Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.
30. Men Gud opriste ham fra de Døde,
31. og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.