15. Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog ingen et menneskes Pagt, som er stadfæstet, til intet eller sætter Noget dertil.
16. Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus.
17. Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christus, kan Loven, om blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
18. Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
19. Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte), betjent af Engle, ved en Midlers Haand.
20. Dog er Midleren ikke Eens, men Gud er een.
21. Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der givet en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.
22. Men Skriften har indesluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive given dem, som troe.
23. Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares.
24. saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christus, at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen.
25. Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren.