1. O, I uforstandige Galater! hvo har fortryllet Eder, at I ikke lyde Sandheden? Eder, hvem Jesus Christus var malet for øine som korsfæstet iblandt Eder.
2. Kun dette vil jeg af Eder: var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse?
3. Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte iAanden, nu fuldende i Kjødet?
4. Have I da prøvet saa meget forgjeves? hvis ellers kun forkjeves!
5. Mon da han, som meddeler Eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i Eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?
6. Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
7. Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
8. Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Heningerne af Troen, forjættede den Abraham forud: i dig skulle alle Folkeslag velsignes.
9. Saa at de, som holde sig til Troen blive velsignede med den troende Abraham.
10. Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: forbandet hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting som ere skrevne i Lovens Bog, at han gjør dem.
11. Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfærdige ved Troen skal leve.
12. Men Loven beroer ikke paa Tro; thi den siger: det Menneske, som gjør disse Ting, skal derved leve.
13. Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;)
14. paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christus Jesus, saa at vikunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
15. Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog ingen et menneskes Pagt, som er stadfæstet, til intet eller sætter Noget dertil.
16. Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus.
17. Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christus, kan Loven, om blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
18. Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
19. Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte), betjent af Engle, ved en Midlers Haand.