1. Den Ældste til Cajus, den Elskelige, hvilken jeg elsker i Sandhed.
2. Du Elskelige! jeg ønsker, at du i Alt maa lide vel og være karsk, ligesom din Sjæl lider vel.
3. Thi jeg blev meget glad, der Brødrene kom og vidnede om din Sandhed, hvorledes du vandrer i Sandheden.
4. Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører mine Børn vandre i Sandheden.
5. Du Elskelige! du gjør troligen Alt, hvad du gjør mod Brødrene og mod de Fremmede,
6. hvilke have vidnet for Menigheden om din Kjærlighed; og du gjør vel, naar du befordrer deres Reise saaledes, som det er sømmeligt for Gud.
7. thi for hans Navns Skyld ere de dragne ud, og de have Intet taget af Hedningerne.
8. Derfor ere vi skyldige at antage os Saadanne, paa det vi kunne blive Medarbidere for Sandheden.