1. Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, i Elskelige! lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds Frygt.
2. Giver os Indgang; vi have Ingen gjort Uret, Ingen forført, Ingen forfordelet.
3. Jeg siger det ikke som Bebreidelse; jeg har jo sagt tiforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og at leve sammen.
4. Min Frimodighed er stor imod Eder; jeg roser mig meget af Eder, jeg er fyldt med Trøst, jeghar overvættes Glæde udi al vor Trængsel.
5. Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt.
6. Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst;
7. dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var trøstet af Eder, der han berettede os Eders Forlængsel, Eders bittre Graad, Eders Nidkjærhed for mig, saa at jeg end mere maatte glæde mig.