3. Og jeg kjender et saadant Menneske (hvad heller han var i Legemet eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det),
4. at han blev henrykt ind i Paradis og hørte undsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
5. Af saadant vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af mine Skrøbeligheder.
6. Vilde jeg end rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg sagde Sandhed; men jeg holder tilbage, paa det ikke Nogen skal tænke høiere om mig end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
7. Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
8. Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;
9. men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig.
10. Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.