1. Men jeg selv, Paulus, formaner Eder ved Christi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som vel, nærværende iblandt Eder, er ydmyg, men fraværende bruger Myndighed mod Eder.
2. Men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, hvormed man mener at jeg fordrister mig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet.
3. Vistnok omgaaes vi i Kjødet, men vi stride ikke efter Kjødet;
4. thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse,
5. idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,
6. og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar Eders Lydighed er fuldkommet.
7. See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv har den Tillid at han er Christi, han slutte igjen fra sig selv, at ligesom han er Christi, saaledes ere ogsaa vi Christi.
8. Ja, dersom jeg endog vilde rose mig ydermere af den Magt, som Herren gav os til Eders Opbyggelse, og ikke til Eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskæmmet.
9. Paa det jeg ikke skal synes at ville forfærde Eder ved Breve,
10. (thi Brevene, sige de, ere svare og stærke, men den legemlige Nærværelse er svag, og Tanken kraftesløs):