7. Og vort Haab er fast om Eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.
8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
9. Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde;
10. som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,
11. idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, paa det den Naade som er os beviist for Manges Skyld, maa erkjendes af Mange med Taksigelse for os.
12. Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.
13. Thi vi skrive Eder ikke Andet til end det, som I læse eller ogsaa kjende; men jeg haaber, at I og skulle kjende det indtil Enden;
14. ligesom i og have kjendt os tildeels, at vi ere Eders Roes, ligesom og I vores, paa den Herrens Jesu Dag.
15. Og i denne Fortrøstning vilde jeg kommet til Eder før, at I atter skulde annammeet en Velgjerning,
16. og igjennem Eders Stad draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til Eder, og blevet ledsaget af Eder til Judæa.
17. har jeg derfor vel viist Letsindighed, der jeg besluttede dette? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kjødet, saa at der hos mig er baade Ja, Ja og Nei, Nei?
18. Saasandt Gud er trofast, var vor tale til Eder ikke Ja og Nei.