9. Saaledes og, dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes kan man forstaae det, som tales? Da ville I jo tale han i Veiret.
10. Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mange slags Sprog, og der er intet af dem, som jo har sin Betydning.
11. Dersom jeg da ikke veed Sprogets Betydning, bliver jeg for den, som taler en Barbar, og den, som taler, bliver for mig en Barbar.
12. Altsaa, efterdi I hige efter aandelige Gaver, da søger ogsaa i at have overflødigheden til Menighedens Opbyggelse.
13. Derfor, hvo som taler med fremmed Tungemaal, bede, at han maa kunde udlægge det.
14. Thi dersom jeg gjør Bøn i fremmed Tungemaal, da beder vel min Aand, men mine Ords Forstand er uden Frugt.
15. Hvad bør da skee? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jg vil og synge med Forstand.
16. Thi dersom du priser Gud i Aanden, hvorledes kan den, som staaer paa Lægmands Plads, sige Amen og din Taksigelse, efterdi han ikke veed, hvad du siger?
17. Thi vel er din Taksigelse smuk, men den Anden opbygges ikke.
18. Jeg takker min Gud, at jeg mere end I alle taler i fremmede Tungemaal
19. Men i Menigheden vil jeg hellere tale fem Ord forstaaeligen, paa det jeg kan undervise Andre, end ti tusinde Ord i fremmed Tungemaal.
20. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod værer fuldvoxne.
21. Der er skrevet i Loven: ved dem, som have andre Tungemaal, og ved andre Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.
22. Derfor ere disse Tungemaal, til et Tegn, ikke for dem, som troe, men for de Vantroe; men den prophetiske Gave er det ikke for de Vantroe, men for dem, som troe.
23. Naar altsaa den ganske Menighed som tilsammen, og Alle talede med fremmede Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne?