15. Men dersom en Kvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi haaret er givet hende til et Skjul.
16. Men er der Nogen, som har Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller.
17. Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen ei til det Bedre, men til det Værre.
18. For det Første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splidagtighed iblandt Eder; og for en Deel troer jeg det.
19. Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.
20. Naar I da komme sammen, da er det ikke at æde Herrens Nadvere.
21. thi under Maaltidet tager Enhver sin egen Nadvere forud, og den Ene hungrer, den Anden overæder sig.
22. Have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskæmmedem, som Intet have? Hvad skal jeg siger Eder? skal jeg rose Eder? I dette roser jeg Eder ikke.
23. Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet,
24. takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse!
25. Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse!
26. Thi saa ofte som i æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer.
27. Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod.
28. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken.
29. Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme.