16. Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
17. Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
18. Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
19. Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
20. Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
21. De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
22. Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.