13. Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
14. Herre, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
15. paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
16. Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
17. Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela!
18. Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud.
19. Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
20. Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.