35. Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36. Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37. Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38. Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39. Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
40. Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
41. Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
42. De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
43. da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
44. da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
45. og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
46. og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
47. han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
48. og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
49. han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
50. bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
51. og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte
52. men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;