32. Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33. Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34. Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35. Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36. Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37. Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38. Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39. Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.