17. Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
18. Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
19. Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
20. Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
21. Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
22. fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
23. Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
24. Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
25. Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
26. Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
27. Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
28. Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
29. Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
30. De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
31. Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
32. Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33. Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34. Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35. Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.