13. Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som, søge min Ulykke.
14. Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
15. Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
16. Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene.
17. Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
18. Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
19. Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
20. Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
21. Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
22. Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
23. Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst.
24. Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke: